Traction Alopeci (Overbelastning af håret)

Hvad er Traction Alopeci, og hvad skyldes det?

En af de mere gængse former for hårtab er Traction Alopeci. Denne form for hårtab skyldes en overbelastning af hårets follikler, der almindeligvis kan være forårsaget af et længervarigt konstant træk i håret. Traction Alopeci påvirker som regel mest hårgrænsen, hvormed der vil ske hårtab foran på hovedbunden og ved tindingerne.

Hovedårsagen til denne form for hårtab er frisurer, der sætter hårrødderne under konstant pres. Selvom denne tilstand oftest ses hos kvinder, der oftere bærer frisurer, der kan belaste disse områder, er det også ganske almindeligt at se hos mænd med braids og dreadlocks. Et overforbrug af hårextensions er også ofte årsag til Traction Alopeci.

Behandling af Traction Alopeci

Afhængigt af hvor hårdt håret og folliklerne er skadet, er det muligt at behandle Traction Alopeci. Hvis folliklerne er så skadet, at de helt er stoppet med at producere hår, vil en behandling ikke længere være effektiv. Dog er det altid et forsøg værd for at se, hvordan håret reagerer.

Hvis folliklerne stadig er i stand til at producere hår, kan behandling stimulere hårvæksten i de skadede områder, hvilket hjælper folliklerne til at genoptage hårproduktionen. Efter behandling er det dog vigtigt, at de behandlede områder ikke igen bliver sat under pres, da folliklerne allerede er sårbare.